Sikke en nat. Vi frøs begge ad pommern til. Gamle og tynde soveposer, når der kun er 5 grader om natten er dårlig kombi. Det regnede dog ikke:-). Vi stod tidligt op, det kunne vi lige så godt. Vi var jo vågne – og kolde. Teltet blev pakket sammen og vi belavede os på at gå.
Købmanden i Manna
Ene gourmetmåltider i dag. Købmanden i Manna åbnede tidligt og vi fik velfortjente smurte rundstykker. Købmanden var en yngre kvinde, som er fra nabolaget, det var tydeligt at høre. Og at se. For hun talte med alle på den hyggeligt landsbymåde, hvor hun spurgte ind til dette og hint. Hun tog også godt imod os vandrende. Og spurgte, om vi skulle have fyldt vandbeholdningen op. ***** stjerner til Købmanden i Manna.
Børglum Kloster
Vi satte gang i vandringen og solen brød frem. Vi kunne se Børglum Kloster i det fjerne og tænkte tilbage i historien, når de vandrende kom gående kunne de på lang afstand øjne klostret. Desværre var det coronalukket, men vi tog til takke med dagens næste gourmetmåltid; medbragt makrel i tomat og rugbrød fra Kohberg.
Uvejr i det fjerne og humør under lavpunktet
Vi satte farten op, for vi kunne se uvejret foran os – og på DMI. Foran os lå der meget sommerhusområde og grusveje. Det er ikke så inspirerende, samtidig med at mine tanker blev ledt frem til frygten for kæmperegnskyl. Så vi holdt tidlig fyraften på campingpladsen, og fik sat teltet op. Her bestod gourmetaftensmaden af opvarmet dåsemad: pasta og kødsovs og prikken over i’et: chips! Vi spillede lidt kort i teltet og gik i seng med hønsene, for at krybe i ly for regnen. Teltet skulle stå sin prøve. Ikke min yndlingscocktail: telt og regn, men det tegnede ok.